Her er vores to fantastiske juniorledere i LSF
Kære børn og forældre
Når man enten er barn eller forælder, kan det være rart at få sat ansigt på de mennesker, I overlader jeres skønne unger til 😃
På billedet ser I Erik Hansen til venstre og Rune til højre – to juniorledere med store smil, fiskefeber og masser af godt humør.
🎣 Erik (til venstre)
Mit navn er Erik. Jeg er 29 år og bor i Langå sammen med min kone – og til sommer venter vi vores kommende datter. Jeg er en livsglad person, som elsker sjov og spas.
Derudover er jeg et kæmpe naturmenneske, og min store fritidsinteresse er fiskeri. Jeg har fisket i snart 6 år og bruger nærmest al min fritid ved vandet.
Til daglig arbejder jeg med unge mennesker på et landbrug, og det er noget, jeg virkelig brænder for. Jeg elsker at bruge tid med unge og være med til at give dem gode oplevelser.
Jeg har tidligere drevet en fiskeklub et andet sted, så jeg er godt inde i “gamet”.
🐟 Rune (til højre)
Mit navn er Rune Kjær. Jeg er 45 år gammel og har fisket og gået på jagt, så længe jeg kan huske.
Det hele begyndte i Bjerringbro, hvor jeg som 6-årig fangede store bækørreder i Møllebækken. Som 9-årig flyttede jeg til Randers og brugte stort set al min fritid ved Gudenåen og Randers Fjord – nogle dage næsten så meget, at skolen blev glemt.
Gennem årene har jeg dyrket mange former for fiskeri og jagtet et stort antal arter. Som 15-16-årig begyndte jagten at fylde mere, og i en periode på omkring 15 år lagde jeg fiskestangen på hylden. Senere flyttede jeg til Vesthimmerland, hvor fiskefeberen for alvor vendte tilbage – især med havørredfiskeri i Limfjorden og de omkringliggende åer.
Jeg er far til to skønne børn, som også elsker at fiske. Særligt min søn Niklas er blevet en særdeles dygtig og ihærdig lystfisker.
I dag er jeg juniorformand i Langå Sportsfiskerforening, og det betyder meget for mig at give næste generation de samme fantastiske oplevelser ved vandet, som jeg selv har haft.

🎣 Sammen står vi for juniorafdelingen
Vi er to ildsjæle med stor passion for natur, fiskeri og fællesskab. Ja – vi er nok også lidt spasmagere 😄
Men vigtigst af alt:
Vi brænder for at give jeres børn trygge, sjove og lærerige oplevelser ved vandet.
Vi glæder os til mange gode timer sammen med stænger, grin og måske en fisk eller to!
